OM ARRANGEMENTET
Tanken bag Gammelgaards kulturbus er at komme ud og opleve kunsten og kulturen sammen. Vi skal samle på oplevelser i fællesskab. Og gerne besøge seværdigheder og steder, hvor vi ikke nødvendigvis kan få adgang til hverdag.
KULTURBUSSEN KØRER TIL KØBENHAVN
Vi besøger FABRIKKEN for Kunst og Design
Søndag 4. maj ruller Gammelgaards kulturbus endnu engang ud på oplevelse for at besøge et sted, hvor vi ikke nødvendigvis kan få adgang til hverdag.
​
Og denne gang går turen til hovedstaden, hvor vi skal besøge Danmarks største atelierfællesskab for professionelle kunstnere og designere, FABRIKKEN for Kunst og Design. FABRIKKEN rummer ikke mindre end 51 atelierer og en stor produktionshal på 1000 kvadratmeter, der dagligt danner ramme om både små og store kunstproduktioner såvel som kulturelle events og aktiviteter.
Billedkunstner Michael Mørk, der er aktuel med udstillingen RÅSTOFFER på Gammelgaard, har også sit atelier her, og i dagens anledning tager han imod og åbner FABRIKKEN særskilt for os, så vi kan komme rundt og opleve de spændende rammer.
Undervejs på turen serverer vi kaffe og hjemmebagt kage fra caféen.
Bussen kører fra Gammelgaards gårdsplads kl 13, og vi forventer at være tilbage igen kl 16.
​
Læs mere om den aktuelle udstilling HER.