Aktuel udstilling

INFO

PERIODE

18.01-26.04.2020

ENTRÉ

Fri entré

FERNISERING

Lørdag 18. januar kl 15

UDSTILLING|UNDER OVER FLADEN

Totalinstallation af Dorte Østergaard Jakobsen

Forårets store udstilling på Gammelgaard byder fra lørdag 18. januar på en unik soloudstilling af tekstilkunstneren Dorte Østergaard Jakobsen, der tager form som en totalinstallation designet til Gammelgaards store udstillingsrum.

Som udstillingstitlen Under Over Fladen antyder, er udstillingen en leg med ord, hvor der ligger en del dobbelttydighed bag.

Med afsæt i kunstnerens egne oplevelser med langturssejlads i Middelhavet og naturens helende kraft og meditative påvirkning af sindet inviterer hun os ind i sine to kæmpeinstallationer med opfordring til at lade sindet falde til ro på bunden af et uendeligt, duvende silkehav i ét rum, og at tage ophold i et andet, hvor et lysende gulv af mønsterfræset akryl og store sejl kan få tankerne til at flyde frit på kryds og tværs af fortid, nutid og fremtid.

Som kunstner befinder Dorte Østergaard Jakobsen sig i krydsfeltet mellem design og kunst med sine stort anlagte rumlige installationer, hvor flere sanser bringes i spil.

Hun har siden sin afgang fra Danmarks Designskole (1984) skabt helt unikke tekstiler ved at kombinere moderne printteknologi og ældgamle kulturteknikker som broderi og den fineste håndtrykte silke. Hun arbejder bevidst, ligesom i denne udstilling, med at blande genrer og medier som lys, lyd og materialer, idet hun tilstræber at tale til og inddrage alle vore sanser. Musikken er i dette tilfælde komponeret af den engelske musiker og komponist Nigel Goulding, med hvem hun har haft et årelangt samarbejde.

Man kan få den tanke, at Dorte Østergaard Jakobsens udstillinger rummer en vis civilisationskritik af det digitale samfunds hastighed og flygtighed. Men hun tager et helt andet afsæt. Tværtimod inviterer hendes kunstneriske greb og installationer os til fordybelse og eftertænksomhed – med os selv – om os selv – og i os selv.

Dorte Østergaard Jakobsen formår om nogen at ophøje kroppens intelligens – den husker og tilstræber harmoni og ligevægt. Ved at imødekomme denne iboende længsel hos os alle om balance og harmoni lægges trædesten ud til selvindsigt, refleksion og udvikling. Det er netop storheden i den kropslige lykke og ro, som man bl.a. kan opleve efter længevarende vandring i naturen eller langturssejlads, som hun har ambitioner om at formidle og invitere ind til. Når vi oplever noget, der er større end os selv, genfinder vi vores proportioner og prioriteringer.

Den ambitiøse tanke om at inkludere publikum i et fællesskabsbærende refleksivt momentum har været bærende i Dorte Østergaard Jakobsens virke, lige siden hun var med til at danne det legendariske kunstnerkollektiv Værkstedet Værst med bl.a. Erik A. Frandsen, Christian Lemmerz og andre centrale skikkelser i dansk samtidskunst. Hun har udstillet på nogle af de største nationale og internationale museer og udstillingssteder som Trapholt, Designmuseum Danmark, kunstmuseerne i Horsens, Esbjerg, Stavanger i Norge og Sao Paulo i Brasilien m.fl.

Og det er vores forhåbning, at denne udstilling på Gammelgaard – og de mange formidlingsaktiviteter – vil blive en stor oplevelse og glæde for alle, og ikke mindst at hver enkelt vil tage sig tid til at give sig hen til dette meditative rum, som udstillingen tilbyder, til gavn for vores sjælelige sundhed og styrke.

Program til ferniseringen

Til ferniseringen lørdag 18. januar kl 15 byder vi på en velkomst ved 2. viceborgmester i Herlev, Michele Møller Amundsen, og leder af Gammelgaard, Anne Retz Wessberg.

Tale ved Lars Dybdahl, forfatter og designhistoriker.

Og med afsæt i udstillingens stemning fremfører Eukene Sagues Abad og Ryan Tomash fra Den Kongelige Ballet en lille koreografi i dansekostumer syet af Tatiana Andersen Camre og til musik komponeret af Nigel Goulding.

Efterfølgende er Gammelgaard vært ved en lille forfriskning.

ÅBNINGSTIDER I FORÅR 2020

Torsdag - søndag kl 12-17

Mandag - onsdag lukket

LGEARRANGEMENTER

Lørdag 18. januar kl 15

Fernisering

Torsdag 23. januar kl 17

Meditation

Torsdag 30. januar kl 17

Omvisning

Søndag 2. februar kl 14

Thesalon

Lørdag 15. februar kl 13-16

Familieworkshop

Søndag 23. februar kl 14

Thesalon

Torsdag 27. februar kl 17

Omvisning

Søndag 1. marts kl 13-16

Tryk & tekstilworkshop I

Torsdag 5. marts kl 17

Meditation

 

Søndag 15. marts kl 13-16

Tryk & tekstilworkshop II

Torsdag 2. april kl 17

Meditation

 

Lørdag 4. april kl 11-14

Tuschevent i Herlev Bymidte

 

Søndag 19. april kl 14

Thesalon

 

Fotografi øverst af Dorte Krogh.

Udstillingen er støttet af

Beckett-Fonden, Gottfred & Gerda Eickhoffs Fond, Grosserer L. F. Foghts Fond, Knud Højgaards Fond, Nationalbankens Jubilæumsfond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Statens Kunstfond samt Statens Værksteder for Kunst

Adresse

Gammelgaard
Gl. Klausdalsbrovej 436
DK-2730 Herlev
Tlf. 4452 5812

Åbningstider forår 2020

Torsdag - søndag kl 12-17

Mandag - onsdag lukket

Kontortid tirsdag - fredag kl 10-17

  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Google+ - Black Circle