top of page

Kommende udstilling

Monster1.png

INFO

​

PERIODE

14.09-23.11.2025

​

ENTRÉ

Fri entré

​

FERNISERING

Lørdag 13. september kl 15

UDSTILLING | MONSTER MONSTER

Gruppeudstillingen kan opleves hele efteråret

Efterårets gruppeudstilling MONSTER MONSTER åbner på Gammelgaard fra lørdag 13. september.

 

Vi knytter dem til vejrets største storme, ser dem i de værste magtmennesker, forklarer uforståelige og absurde sammenhænge med dem. Og så dyrker vi dem over alt i populærkulturelle medier, i eventyr, i litteraturen og ikke mindst i kunsthistorien. Monstrene. Disse uhyrlige inkarnationer af det, vi frygter eller bør frygte, synes i disse år at optræde hyppigere og på tværs af endnu flere dagsordener end det nogensinde har været tilfældet før. Og i efteråret byder vi monstrene indenfor på Gammelgaard.

​

Med gruppeudstillingen MONSTER MONSTER flytter monstre i alle afskygninger ind i vores udstillingsrum. Der er tale om værker skabt af de syv samtidskunstnere Christina Hamre, Fredrik Tydén, Henrik Plenge Jakobsen, John Kørner, Julie Nord, Rolf Nowotny og Sahar Jamili, som alle har beskæftiget sig med det monstrøse som figur eller fænomen i deres praksis.

​

I udstillingen viser de kunstværker, der indkapsler nogle af de mange urovækkende forhold, som præger vores tid. Udstillingens monstre både forfærder, fængsler og fascinerer, som de træder frem i kunstnernes forskellige værker udført i en bred vifte af udtryksformer som skulptur, relief, vægmaleri, tegning, grafik og installation. Hver for sig repræsenterer udstillingens værker uhyrlige perspektiver på verden og os selv. Her finder vi skræmmende udlægninger af den moderne verden, vores kroppe, kulturelle forskelle, livet i sig selv såvel som naturens ubalancer.

​

Monstret har til alle tider eksisteret på tværs af kunst og folkekultur over hele verden samt inden for alle store mytologier. Igennem tiden har vi ved at billedliggøre monstre forsøgt at tøjle eller afsøge det onde, det ukendte eller det skræmmende. Udstillingens vidtfavnende fremstillinger af det monstrøse følger monstrets sammensatte og eksistentielt truende væsen. Men monstre er ikke kun skræmmende ifølge den amerikanske litteraturprofessor Jeffrey Jerome Cohen – de appellerer også til os.

 

Monstre er udtryk for det, der står i modsætning til vores selvforståelse og vores kulturelle identitet, og derfor repræsenterer de vores tabuer – det, vi ikke kan anerkende. Monstret eksisterer altså et sted i udkanten af det, vi opfatter som vores kulturs accepterede normer og er i høj grad kendetegnet ved at være omskiftelig som karakter.

​

I udstillingens dobbelte titel ligger den erkendelse, at monstret i dag opleves mere skræmmende end nogensinde før – monstret er i sig selv blevet monstrøst. Som den krisetid, vi lever i, ved vi heller aldrig, hvor vi har monstret. Men vi er drevet mod at forholde os til det, og med denne udstilling ønsker vi at lægge op til samtaler om alt det svære, der optager os i dag og se nærmere på, hvordan samtidskunsten beskæftiger sig med et af kunstens klassiske motiver.

​​

Udstillingen er støttet af

Augustinus Fonden, Grosserer L.F. Foghts Fond, Knud Højgaards Fond og Statens Kunstfond

​ARRANGEMENTER UNDER UDSTILLINGEN

 

Søndag 21. september kl 14

MØD KUNSTNERNE

Omvisning i udstillingen

Fri entré (tilmelding nødvendig)

​

11. - 19. oktober kl 12-16

EFTERÅRSFERIE

Byg dit eget monster

Fri entré

​

Onsdag 22. oktober kl 12

FROKOSTOMVISNING

Gammelgaards Venner

Entré 110 kr

​

Tirsdag 28. oktober kl 19

FORFATTERAFTEN

Mød Cecilie Lind

Fri entré (tilmelding nødvendig)

​

Søndag 2. november kl 14

MØD KUNSTNERNE

Omvisning i udstillingen

Fri entré (tilmelding nødvendig)

​

Onsdag 12. november kl 1930

MONSTERFOREDRAG

Ved Kamma Overgaard Hansen

Entré 100 kr

Adresse

Gammelgaard
Gl. Klausdalsbrovej 436
DK-2730 Herlev
Tlf. 4452 5812

Åbningstider (NB. Sommerlukket indtil 11. august)

Tirsdag - søndag kl 12-17

Mandag lukket

​​

Kontortid tirsdag - fredag kl 10-17

​

  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Google+ - Black Circle
bottom of page