top of page

Kommende udstilling

Stoffer1.png

INFO

PERIODE

06.04-24.05.2025

ENTRÉ

Fri entré

FERNISERING

Lørdag 5. april kl 15

UDSTILLING | RÅSTOFFER

Forårets udstilling viser værker skabt af genbrugsmaterialer

Forårets gruppeudstilling RÅSTOFFER, der åbner lørdag 5. april, er en visuel, sitrende præsentation af nye skulpturer, malerier og værker på papir af de tre kunstnere Charlotte Thrane, Kristofer Hultenberg og Michael Mørk.

 

Deres værker afspejler tidens store forandringer i vores materialekultur, som i dag er præget af krav om genanvendelighed og gentænkning af materialers æstetiske betydning. De arbejder nemlig alle med materialer, som vi oftest anser for grimme, slidte, frastødende eller i bedste fald undselige.

 

I udstillingen præsenterer de fx skulpturer skabt af masseproducerede tekstiler, billige møbelplader og industrielle konstruktionselementer og malerier opbygget af affaldsmaterialer fra kunstnerens tidligere processer eller andre kollegers værker. Valget af genbrugsmaterialer er her ikke i udgangspunktet et spørgsmål om at skaffe sig billige råmaterialer. Ligesom det heller ikke kun er et middel til at visualisere en kunstnerisk idé. Værkmaterialet er denne gang i sig selv hovedfortællingen i såvel udstillingen som værkerne.

Udstillingens værker udstråler desuden en særegen tilbageholdt energi. På den ene side kan det føres tilbage til den langsommelighed, som alle tre kunstnere insisterer på i deres arbejdsprocesser. På den anden side virker det også som en sitrende energi i rummet og får værkerne til konstant at fremstå som åbne for nye transformationer.

 

Udstillingen retter dermed også en opmærksomhed omkring såvel idéernes som materialernes evigt flygtige status og et dilemma i nutidens bestræbelser på at bremse vores forbrugskultur. Det, der det ene øjeblik har stor følelsesmæssig betydning for os, kan i det næste sekund blive smidt bort og erstattet af noget nyt, som vi så knytter nye følelser til.

 

I forbindelse med udstillingen har vi lagt flere arrangementer i kalenderen. Blandt andet bliver der mulighed for at møde kunstnerne. Og kulturbussen besøger FABRIKKEN for Kunst og Design, hvor Michael Mørk viser frem. Se alle datoer i kalenderen.

ÅBNINGSTIDER PÅ UDSTILLINGEN

Tirsdag - søndag kl 12-17

Mandag lukket

I forbindelse med påsken er udstillingen lukket søndag 20. april og mandag 21. april.

bottom of page