Kommende udstilling

INFO
PERIODE
11.03-16.04.2023
ENTRÉ
Fri entré
FERNISERING
Lørdag 11. marts kl 15
RÅBERI OVER HEGNET
Anne Marie Ploug, Melou Vanggaard & Pernille Kløvedal Helweg
NB. Udstillingen er lukket i påskedagene 6. - 10. april!
Kunstnergruppen RÅBERI OVER HEGNET indtager med deres udstilling af samme navn hele Gammelgaard fra lørdag 11. marts.
RÅBERI OVER HEGNET har siden gruppens dannelse i 2013 undersøgt det at arbejde kollektivt. Til udstillingen har de tre kunstnere Anne Marie Ploug, Melou Vanggaard og Pernille Kløvedal Helweg skabt kunstinstallationer med fokus på køn, krop og sprog. De ønsker at vitalisere og tage medansvar for diskussionen om køn og ligestilling gennem kunstens samfundsdebatterende evner og muligheder.
På udstillingen vil de tre kunstnere ved brug af video, lyd, skulptur, tekstil og botanik kollektivt og med et glimt i øjet favne kønspolitiske spørgsmål og invitere til samtaler om historiske såvel som nutidige udfordringer. RÅBERI OVER HEGNETs installationer er alle skabt specifikt til Gammelgaard og er placeret i både parken, gårdspladsen og begge ladebygninger. I Hovedhuset præsenteres kunstnernes individuelle værker, der fungerer som udstillingens Fri Zone.
I Gl Lade finder du Rød Zone. Her er Rød Sol og Sendebudets tekstiler spændt ud med ekko af levet liv fra fortællinger, der flettes sammen af beklædningsgenstande, som engang var rekvisitter i et menneskeliv. Og på balkonen folder Rejsen sig ud med ægte tæpper og hængende kokoner parate til at udklække.
I Ny Lade finder du udstillingens Vækst Zone. Her udgår den røde tråd fra videoinstallationen Nåleøjet. Nålen er et af de første og vigtigste redskaber for civilisationen. Maskinernes hamren, rytme, sammensyninger og gentagelser i uendelighed var industrialiseringens rammer for kvindernes plads på arbejdsmarkedet. Værket akkompagneres af den store Dronningemoders hjerteslag, der overvåger symaskinernes fremdrift og vækst. Hun sender sine kokoner igennem det sorte hul til udklækning på balkonen i Gl Lade.
RÅBERI OVER HEGNETs installationer er både nyproducerede og bearbejdelser af allerede eksisterende værker. Idéen om at bearbejde tidligere værker ses eksempelvis i titelværket, hvor et gammelt kirkegårdshegn fra Garnisons Kirkegård er blevet til et skulpturelt element på gårdspladsen, der skal forceres for at komme ind til udstillingen.
Undervejs i udstillingsperioden kan du komme med til flere spændende arrangementer, der vil være med til at understøtte udstillingen, hvor vi både skal møde Christina Wilson i samtale med de tre kunstnere, ligesom Simone Aaberg Kærn vil få os til at drømme stort og trodse egne grænser.
Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Statens Værksteder for Kunst & Statens Kunstfond.
ÅBNINGSTIDER PÅ UDSTILLINGEN
Tirsdag - søndag kl 12-17
Mandag lukket
NB. Udstillingen er lukket i påsken 6. - 10. april!
DELTAGENDE KUNSTNERE
• Anne Marie Ploug
• Melou Vanggaard
• Pernille Kløvedal Helweg